Johannes Langkilde

Johannes Langkilde fortæller på denne aften om sin eventyrlige og personlige opdagelsesrejse. En overraskende og livsbekræftende historie om at søge tilbage til sine rødder og sin families fortid.

Høvding Langkilde
Som barn fik Johannes Langkilde at vide, at han havde familie på en fjern stillehavsø. Og at der tilmed var en ægte høvding iblandt. Det lød som noget fra et børneeventyr, og for Johannes blev historien aldrig til mere end en sjov familiehistorie.

20 år senere står Johannes som korrespondent i USA pludseligt ansigt til ansigt med den delegerede fra Amerikansk Samoa. Det er intet mindre end hans fætter – høvding Fagafaga Daniel Langkilde!

Det bliver begyndelsen på en eventyrlig og personlig opdagelsesrejse, der bringer Johannes og hans familie til Samoa for at afdække den fantastiske historie om, hvordan hans forfader i 1800-tallet endte med at stifte en stor familie på de polynesiske øer.

En overraskende fortælling fra eventyrlige øer
På denne aften bliver du taget med til de eventyrlige stillehavsøer og får på helt tæt hold et indblik i den fantastiske samoanske kultur. Johannes fortæller om sin opdagelsesrejse, sin forfaders dramatiske historie og om mødet med sin store Langkilde-familie i Samoa. Aftenen er fyldt med masser af unikke videooptagelser og smukke billeder, så du kommer helt tæt på den fascinerende historie.

Om Johannes Langkilde
Johannes Langkilde blev i 2006 Danmarks yngste nyhedsvært på TV 2. Siden har hundredvis af nyhedsudsendelser, et utal af debatter, nytårskavalkader, royale begivenheder og valg – både danske og amerikanske – gjort ham til en af Danmarks mest populære TV-værter. Men det var slet ikke TV, Johannes regnede med at gøre til sin levevej. Det var musikken. Det giver derfor også rigtig god mening, at du senest kan opleve Johannes som vært på DR’s underholdningsprogram “Fællessang – hver for sig”. Og nu altså også til et underholdende og livsbekræftende foredrag, der viser endnu en ny side af Johannes.

Oplev i selskab med Johannes Langkilde en overraskende og opløftende fortælling om et usædvanligt møde, eksotiske rødder og fælles historie.

Pris: fra kr. 259,00
Dato: 06. okt 2021
Tidspunkt: kl. 19.00