OCC og Compass Fairs i stort samarbejde

17. jun 2021

Pressemeddelelse

Messe- og konferenceafdelingen på Odense Congress Center har netop indgået et nyt og omfattende samarbejde med Compass Fairs. Fremover vil sidstnævnte være fast partner i forbindelse med opsætning til messer og større konferencer i OCC’s sale og haller.

Compass Fairs er den største leverandør til messer i hele Norden med mange af de store danske messecentre på kundelisten, herunder Bella Center Copenhagen. På Odense Congress Center glæder man sig således til fremover at kunne trække på både ekspertise og arbejdskraft fra den erfarne opbygger.

– Samarbejdet med Compass Fairs vil blandt andet sikre, at vi, og vores kunder, får adgang til det største og bedste produktkatalog, der findes i Norden. Det giver os dels adgang til et kæmpe sortiment af nye spændende messeløsninger, og dels musklerne og ressourcerne til et særdeles travlt efterår, fortæller Morten Ihlow, Messe- og eventchef på Odense Congress Center.

Tryghed for udstillere
Som led i den nye aftale vil Odense Congress Centers eget serviceteam fortsat spille en stor rolle før, under og efter arrangementer på matriklen. Således kan udstillere og arrangører fremover forvente den samme tætte kontakt til stedets medarbejdere – nu blot styrket med Compass Fairs’ specialister og 20 års erfaring.

Også hos Compass Fairs ser man frem til den store, fynske aftale:

– Vi er rigtig glade for det nye samarbejde med Odense Congress Center, fortæller Henning Sørensen, CEO ved Compass Fairs Danmark.

– Vi går ind i samarbejdet med lige dele ydmyghed og professionalisme, så vi sikrer, at fremtidige udstillere og besøgende fortsat får en unik oplevelse, når de besøger OCC – nu krydret med et bredere og mere tidssvarende sortiment, slutter han.

Første arrangement, der vil nyde godt af Compass Fairs ekspertise i opbygning, er Myvendo-messen den 10.-11. august – men allerede fra dags dato står Compass’ omfattende produktkatalog til rådighed for udstillere, gennem Odense Congress Centers webshop.

Yderligere information
For yderligere information kontakt:

Morten Ihlow på tlf. 2170 9145

Henning Sørensen på tlf. 2840 9442